Den manglende viden om Østersøregionen, var den direkte baggrund for, at jeg skrev skrev bogen Ukendt hav, der blev udgivet tidligere på året. Den beskriver en rundrejse rundt om den Østersø, vi ikke kender og beskriver alle de regioner, der grænser op til Østersøen fra Skåne til Kaliningrad og ser dem i et langt historisk perspektiv. Ideen er, at man dermed får et helhedsbillede. Det er dette helhedsbillede, som det er vigtigt at få skabt.

Nedenfor bringes på baggrund af spændingerne i Ukraine to uddrag fra kapitlet om Estland, nemlig afsnittet Tallinn (Reval) og afsnittet Tilbage i Tallinn. De udgør ca. seks sider ud af bogens i alt 414 sider.

Bogen rummer kapitler om Danmark (28 sider), Slesvig-Holsten (30 sider), Mecklenburg-Vorpommern (26 sider), Polen (64 sider), Kaliningrad (26 sider), Litauen (34 sider), Letland (34 sider), Estland (34 sider), Rusland (Skt. Petersborg (6 sider), Vyborg (24 sider)), Finland (14 sider), Åland (4 sider), Sverige, herunder Stockholm (24 sider), Gotland (8 sider) og Sydsverige det gamle Østdanmark (30 sider).

Ukendt hav, kan købes her 

Tallinn (Reval)

Tallinn er en utrolig by. En gammel middelalderby med bevaret bymur med tårne. En Tornerose-by. Oprindeligt grundlagt af danskerne, da de i 1219 indtog den høj, der er byens centrum i dag. Tallinn - Tanna Linn – den danske by. Nedenfor højen, den ”høje” by - Toompea – ligger den ”lave” by, All-linn, som er omgivet af den utrolige bymur. Oppe fra den høje by kunne jeg se ned over hele byen og se hele bymuren og dens tårne og tænke, at det var altså sådan, der så ud i København engang og i alle de andre byer, jeg havde besøgt på denne tur rundt om Østersøen. Nedefra kunne jeg se op på borgen, som i en gammel guidebog kaldes Tallinns Akropolis, på grund af beliggenheden. Der var langt op og murene var høje – ikke nogen let by at indtage.

Tallinn eller Reval og var en hansestad. Det kan godt være at Tallinn var hovedby i det som engang var det danske Estland, at Tallinn engang var en by i en tysk ordensstat, men byen var først og fremmest hansestaden Reval, en gammel tysk handelsby, som næsten altid har haft et betydeligt selvstyre. Det mærkede jeg i den gamle by. Jeg følte mig hensat til Nordtyskland eller Danmark. Det har engang været en meget rig by. Det viste de mange gamle fine huse, der skriver sig helt tilbage til 1400-tallet. Der, midt i det, som egentligt var en ”aflægger” af Lübeck, lå minsandten en kopi af Aalborgs Budolfi kirke. Der var intet, der ledte tanken hen på, at jeg var langt mod øst – jo, en ting: den russiske kirke, Alexander Nevskij katedralen, der var placeret i den høje by ved siden af de danske kongers have, hvor det danske flag – Tallinns byvåben - siges at være faldet ned fra himlen. Nevskijkirken fra slutningen af 1800-tallet, hvor russificeringen satte ind mod det tyske og det estiske.

Oppe fra den høje bydel var der en helt fantastisk udsigt over den gamle by og bymuren, dens tårne og krogede gader. Lidt længere væk bag den gamle by rejste skyskaberne sig, symbolet på dynamik og vækst i den postsovjetiske periode. Tallinn er nemlig ikke blot en tornerose-idyl. Byen er tværtimod en dynamisk og rastløs by, der vil bryde med fortiden. Det handler om at drukne mindet om og flygte fra bevidstheden om sovjettiden, at skjule de to store betonklodser. Hotel Viru, som blev anlagt for sovjetstyret af finnerne, finske materialer og know-how til udenlandske gæster, som i det 22 etagers høje hotel kunne holdes i isolation i forhold til befolkningen, der ikke havde adgang til hotellet. Og Hotel Olümpia endnu højere og anlagt til de olympiske lege i 1980, men kun ringe belagt på grund af boykot. Langt ude i baggrunden så jeg forstæder rejst i sovjettiden, skorstene, boligblokke, som ledte tanken hen på, at jeg alligevel ikke var i Vesteuropa, men i en tidligere sovjetrepublik.

For nogle år siden var alt dette i total forfald, men nu var restaureringen af den gamle by færdig og resultatet var fantastisk. Naturligvis har Unesco udnævnt Tallinns gamle by til verdenskulturarv. Fra Trompea gik jeg ned til den lave by og indtog den.

Det var fascinerende. Det kunne være en dansk by, så lille føltes forskellen, bortset fra at der i Danmark ikke er nogen middelalderby, der er så vel bevaret. Der var skønt, små krogede stræder, gavlhuse fra 1400-tallet og så rådhuset. Det eneste barokrådhus, som er bevaret i Nordeuropa. Det, at det er så stort, fortæller, at der har handlen engang virkeligt blomstret. Jeg gik rundt og slappede af. Det er mærkeligt, men det kan man ikke i moderne byer.

Jeg tænkte tilbage på engang i slutningen af 1980erne på et hotelværelse i Helsinki, hvor det lykkedes mig at indfange en sovjetisk TV-sender fra Estland. Billedet var svagt og flimrende. Man så en mand i en grå-beige skjorte med oprullede ærmer og en åbentstående krave. Han sad og talte, seriøst, langsomt og myndigt. Man kunne tydeligt fornemme, at det var indholdet, det drejede sig om, helt uligt moderne TV, hvor det ene ego efter det andet fører sig selv frem. Foran på bordet stod et blå-sort-hvidt flag, vist nok det estiske flag fra før krigen. Det var tydeligt, at den direkte transmission var historisk. Der var ingen tvivl om, at det var alvor. Nok betød perestrojka åbenhed, men en sådan kan inddrages med tilbagevirkende kraft i hvert fald i en vis forstand, for skulle det siden vise sig, i en anden forstand var det umuligt, at rulle historien tilbage. Selv om jeg ikke forstod et ord af, hvad der blev sagt, føltes det så betydningsfuldt, at jeg ikke kunne få mig til at slukke og husker det derfor den dag i dag.

Jeg gik videre og kom til at tænke på mit første besøg i Tallinn et par år efter Sovjetunionens sammenbrud. Flyet fløj lavt hen over den ene forfaldne bygning efter den anden. Ellers så man kun helt sort jord. Hvad havde jeg begivet mig ud på? På vej mod det endnu ikke istandsatte Hotel Olümpia, var taxaen nær væltet i en sporvognsskinne eller rettere et stort hul i gaden. Men frem kom jeg og mødtes med min værtinde, der konstaterede at ”der går lang tid, før vi bliver et normalt land”. Om aftenen gik jeg nervøs rundt i byen, hvor folk sad rundt omkring på bænkene og drak vodka, mens jeg næste dag så, at der på hvert eneste hus hang et eller flere sort-blå-hvide flag i de propagandafaneholdere, der var beregnet til sovjetfaner.

Med mig havde jeg en lille bog eller rettere et fotokopieret hæfte, jeg havde fundet i et københavnsk antikvariat. ”Handledning för turister till Estland” udgivet af ”Esternes Representation i Sverige”, 1979. Et historisk dokument. Mens jeg kiggede, blev tiden ganske langsomt skruet tilbage. Man blev advaret mod at tage hæftet med til Tallinn. Det var for farligt, hvis det skulle blive opdaget. Der var et kort og det blev forklaret, at det var et officielt Inturistkort, og at det var fortegnet. Der manglede veje og jernbaner og en del af havnen, ligesom afstandene var forkerte. Der var tilføjet en række håndskrevne rettelser oven i det officielle kort med vigtige oplysninger. KGBs hovedkvarter var f.eks. tegnet ind på kortet. Man kunne læse, at selv om prostitution var forbudt, så var der prostitution. Der var sågar prostituerede, der arbejdede for KGB med at lægge fælder for mistænkte. Der var også mere praktiske oplysninger for turister: adresserne på butikkerne var der: Tallinns varehus, de fire kooperative butikker, de fem brødbutikker og de tilsvarende fem fødevarebutikker. Også butikken, der solgte – eller rettere udleverede - damesko, så der var længe lager og den, der udleverede herresko samt den, der udleverede børnesko, var med på listen.

Det er alt sammen historie nu, men for de mennesker, der husker den tid, skaber det vilje til forandring, der ytrer sig i dynamik og rastløshed. Man skal ikke komme og vide bedst. Estland er i dag nået langt i retning af at blive et normalt land.

Her slutter så bogens beretning fra Tallinn og turen fortsætter mod vest til byen Haapsalu, som var den svenske hovedby i Estland. Der fortælles historien om estlands-svenskerne, der levede i området i mere end 700 år og hvad der skete med dem. Næste mål er øen Saaremaa, på dansk Øsel, en ø, som var dansk - ikke da Estland (fastlandet) var dansk fra 1219 -1347, men efter den livlandske krig i 1563 frem til freden ved Brömsebro i 1645, hvor den sammen med bl.a. Gotland blev afstået til Sverige. Fra Øsel går turen via Pärnu tilbage til Tallinn. Her fortsætter så beretningen: 

Tilbage i Tallinn

Da jeg kom tilbage til Tallinn, var det til en forandret by. Der havde været gadekampe. Esterne havde flyttet et sovjetisk krigsmonument, en bronzesoldat, som mange russere så som symbolet på deres mistede familiemedlemmer, heltene, der befriede Sovjetunionen og dermed også Estland. De russiske borgere var oprørte. Nu så jeg altså, hvordan den underliggende konflikt mellem russere og estere kan eksplodere. Store grupper af unge russere havde hærget hele den indre by.

Hundredevis af butiksruder og biler var smadret og byens butikker var nu barrikaderede med spånplader. Boghandelen, hvor jeg plejede at handle, var helt lukket til og på spånpladerne var med store bogstaver skrevet AVATUD – åben. Jeg gik ind. En underlig oplevelse. Udenfor strålede solen, indenfor var der kun elektrisk lys. Jeg så også, at butikkens ruder bag spånpladerne var smadrede. Det var gået hedt til. En var dræbt.

Monumentet var en torn i øjet på esterne, som havde svært ved at se, at den sovjetiske befrielse var noget at fejre, da den tyske besættelse blot erstattedes af en sovjetisk. Monumentet hyldede sovjetiske soldater fra anden verdenskrig, men var også placeret, hvor tyskerne begravede deres døde frem til 1944. For nyligt var gravpladsen for tyske midler blevet sat i stand. For russerne kunne flytningen, hvis man havde den gode eller onde vilje, ses som udtryk for at esterne i dag i virkeligheden er nazister, hvad de selvfølgeligt ikke er. Ikke bare hyldede esterne tyskerne som befriere, da Sovjetunionen blev angrebet i 1941, mange estere samarbejdede også med tyskerne og opfattede ikke den sovjetiske befrielse som en befrielse i 1944, de bekæmpede sågar Sovjetstyret. I virkeligheden var esterne forklædte tyskere, hvilket jo ikke er helt så grotesk, som det umiddelbart lyder. Estland havde som Letland tysk overklasse, der definerede landenes kultur. Men reelt kom tyskerne under pres i begge lande, da de var selvstændige og havde totalitære ledelser i 1930erne.

For esterne er den virkelige tragedie og det virkelige traume naturligvis den sovjetrussiske besættelse i 1940 og igen i 1944, der først afsluttedes i 1991 efter et halvt århundrede, hvor den estiske nation nær var blevet udslettet og efterladt som en social og økonomisk katastrofe. Kombinationen af massedeportationer ud af landet og sovjetrussiske bosættelser i landet havde nær gjort esterne til en minoritet i deres eget land, ligesom det nær var sket for letterne. En minoritet, der så kunne opløses i det nye sovjetmenneske, der egentligt var russisk og i hvert fald russisk-talende.

En speget konflikt for hvad laver russerne i Estland? På den ene side har der altid været en lille russisk minoritet. På den anden side er bosættelserne enorme. De blev ”planlagt” som industrielle og militære forlægninger, der blev etableret til gavn for Sovjetunionen, men ikke nødvendigvis til gavn for Estland. Der var bl.a. tale om helt nye byer, der blev anlagt til udvinding af råstoffer, som esterne ikke havde behov for og hvis udvinding førte landet til randen af den totale miljøkatastrofe og som kun beskæftigede indvandrende sovjetborgere. Ren kolonialisme. I 1980erne var der store planer om at udvinde fosforit i Estland, der skulle bruges som gødning i andre dele af Sovjetunionen. Det ville have betydet en total ødelæggelse af ca. 25 % af hele Estland, der ville være blevet omdannet til ørken samt øget russisk indvandring. Befolkningen var i oprør og russerne blev set som rene kolonisatorer.

Nej, vil russerne svare: ”Vi kom her som almindelige mennesker og har bidraget til at bygge landet op”. Modsvaret er, at Sovjetunionen nærmest har ødelagt landet, miljømæssigt og økonomisk. Havde det ikke været for den sovjetiske besættelse, ville landet i dag have været lige så udviklet som Finland. Det var det før anden verdenskrig. En gammel debat, der allerede dukkede op, da Estland fik sin selvstændighed og den gamle Sovjetunion krævede erstatning – erstatning! - for de værdier, den havde skabt. Altså to billeder af ikke blot Sovjettiden, men også af russerne, der bor i Estland i dag. Et billede af kolonisatorer og et billede af en diskrimineret og undertrykt befolkning. Esterne som ydmygede og russerne som ydmygede. To billeder, der nu forenedes i en konflikt over et monument, der kom til at symbolisere to historier om den krig, kun de færreste huskede eller havde oplevet. Et billede, der handlede om Hitler-Stalin-pagtens aftale om at dele Østeuropa i to interessesfærer og hvis realisering førte til anden verdenskrig og Estlands ulykke og Sovjetunionens skyld, overfor et billede af en Sovjetunion, der blev overfaldet i 1941 og som heltemodigt bekæmpede de tyske aggressorer i den store fædrelandskrig med enorme omkostninger til følge. To billeder eller historier, som viser, hvor svært det er, at sikre stabiliteten i Baltikum og at det er lidt af et mirakel, at det ikke er gået galt. Monumentet var sat til ære for de, der mistede livet i kampen for befrielsen af fædrelandet – Sovjet, Rusland, Estland?

Øst for Tallinn ligger forstaden Lasnamäe, en 30 km² stor betonørken, der rummer 200.000 tilflyttede tidligere sovjetborgere, svarende til hele den befolkning Tallinn havde før krigen, nemlig netop 200.000. Det er ikke underligt, at esterne har svært ved at se dem som andet end besættere. Det var derfra ballademagerne kom.

Jeg gik ud af butikken og rundt i byen. Pludseligt kom jeg til at tænke på engang for mere end ti år siden. Det var ikke der, men i Riga, ved frihedsmonumentet. Der stod en gammel dame med et skilt på maven: ”Stands den civile okkupation af Letland”, stod der.

Over alt var der betjente. De gik fire og fire sammen iført selvlysende grønne veste, så man ikke var i tvivl om, at der var bevogtning. Alt disponibelt mandskab fra hele landet var indkaldt. Jeg gik over det gamle rådhustorv, hvor fortovsrestauranterne lå tæt og så et skilt: ”We sell beer and alcohol on the terrace until 14:00” stod der. Udendørs udskænkning var blevet forbudt. En række annoncerede demonstrationer var også blevet forbudt og det var ikke lovligt at samles på offentlige steder i store grupper.

Jeg kom ned til en lille byggeplads, der indtil for nyligt rummede fundamenterne til nogle huse, der blev ødelagt i krigen og så igen et skilt. Det fortalte:“Tallinn was bombed by the Soviet Air Force during the evening and night of March 9. 1944.53 per cent of living space was destroyed. 20.000 people lost their homes. 462 people were killed and 650 were woonded.” Der var også et andet skilt, der forklarede, hvad der var ved at blive bygget:“At a referendum in 2002 citizens of Tallinn votes in favour of turning this area into a green area.”

Det er esternes billede af den røde hærs indtog: I 1944 blev man besat for tredie gang. Der var ikke tale om en befrielse, for man vidste allerede, hvad det sovjetiske system indebar fra 1940. Et voldsregimente erstattede et andet. Det er ikke underligt, at russere og estere har det svært med hinanden. Mange ruserne solidariserer sig rent faktisk med Sovjetunionen og dens krigshistorie og har mistet mange slægtninge i krigen og kommer dermed indirekte til at sætte lighedstegn mellem det at forsvare Sovjetunionen og det at være russisk. Og det er ikke bare nogle russerne i Lasnamäe, der gør det. Det er også Ruslands regering. For det virkeligt alvorlige i situationen var, at det blev en konflikt på regeringsplan. Ruslands regering beskyldte Estland for at torturere de arresterede ballademagere. Estlands regering svarede igen og hævdede bl.a. at nogen havde forsøgt at hacke den estiske stats computersystem og at hackerne kunne spores tilbage til den russiske statsadministration. De russiske jernbaner havde endda meddelt, at jernbanen mellem Sankt Petersborg og Tallinn ville blive lukket. Det er den slags politiske boykot, der kan få en til at blive meget bekymret over anlægget af en direkte gasrørledning mellem Rusland og Tyskland. Igen en tysk-russisk alliance uden om Østeuropa.

Jeg nåede nu frem til pladsen, hvor monumentet havde stået. Der var hektisk aktivitet. Ca. 30 gartnere havde travlt med at plante blå og gule blomster under politibevogtning. Aldrig havde jeg set gartnere arbejde så hurtigt. Der var afspærringer og skilte, der på estisk, russisk og engelsk fortalte, at der var ved at blive anlagt et grønt område.

Jeg skulle imidlertid snart få dem russiske synsvinkel uddybet. På en cafe mødte jeg en russisk pige, som var hjemme i Estland på ferie. Til dagligt boede hun i England. Hun var en af de utallige unge fra Baltikum og Polen, som udnyttede det frie europæiske arbejdsmarked til at flytte til et vellønnet job i Vesteuropa. På et formfuldendt engelsk fortalte hun om, hvordan det var at være russisk i Estland. Hun havde netop købt et par sko og fortalte følgende historie: Da hun ville betale med sit engelske kreditkort, blev hun bedt om legitimation og viste sit estiske pas, hvorefter ekspedienten, der hidtil havde talt flydende russisk øjeblikkeligt slog over i estisk og nægtede at tale russisk. Der udviklede sig derefter et mindre skænderi, hvor ekspedienten havde gjort opmærksom på, at hun ikke bar noget skilt, der tilkendegav at hun var russisktalende. Dertil havde pigen gjort opmærksom på, at det var hende, der var kunde. ”Det er måske mig som kunde, der skal gå med skilt, der fortæller hvilket sprog jeg taler?” havde hun spurgt. ”Det er simpelthen til at blive så træt af. Hvorfor skal jeg skifte sprog? Russisk er mit modersmål og det sprog jeg taler bedst”, fortsatte hun på flydende engelsk. ”Faktisk er problemerne en af årsagerne til, at jeg rejste til England. Hvorfor kan de ikke glemme fortiden og tænke fremad?”

Da jeg forlod cafeen, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at den pige, som vel var 20 år, med det engelske sprog kunne blive et enormt aktiv for Rusland. Var der noget, som virkeligt var et problem i Kaliningrad og i øvrigt i hele Rusland, er det de manglende engelskkundskaber. Det var fuldstændigt umuligt at høre, at engelsk ikke var hendes modersmål.

Da jeg senere på dagen gik forbi boghandelen, var nogle unge mennesker ved at skrive digte på spånpladerne.