Palludan Fremtidsforskning


Nyhavn 43 st. 1051 København K. Tlf. +45 21445366. Email: up@palludan.dk



Til download


(C) 2007 www.palludan.dk


Palludan Fremtidsforskning

Nyhavn, den 19. februar 2008

Pressemeddelelse

Behov for videreudvikling af infrastrukturkommissionens arbejde

Skal der også om 20 år være S-tog? Eller skal der til den tid være et helt andet togsystem, hvor metro, S-tog, regionalt integreres? Skal motorvejene se ud som i dag eller skal man i stedet for at udvide dem ombygge til en anden slags veje, vor man f.eks. i stedet for at udvide Køge Bugt motorvejen ombyggede den fra de nuværende otte spor (incl. nødsporene) plus midterrabat til tre gange tre spor, hvor midtersporene vendes med myldretiden? Skal det nuværende jernbanesystem fastholdes eller skulle man overveje at etablere en letvægtsmagnetbane over Kattegat der på 20 minutter kan forbinde København og Århus? Skal fremtidens trafikinvesteringer afspejle fortidens systemer eller skal der tænkes nyt?

Skal der om 30 år planlægges i trafiksektoren som i dag eller skal der tid den tid være udviklet nye metoder, der kan danne basis for politisk prioritering, hvor samfundsmæssig betydning af trafik er det centrale og hvor nytænkning bryder med systemtænkning?

Trafik- og fremtidsforskeren Uffe Palludan, Palludan Fremtidsforskning foreslår at man i forlængelse af infrastrukturkommissionens arbejde igangsætter et visionsarbejde der skal se trafik- og infrastruktur i et langsigtet perspektiv med fokus på de samfundsmæssige muligheder som de enkelte trafikprojekter åbner op. Samtidigt foreslår han at der igangsættes overvejelser om hvordan der kan skabes nye planlægnings- og prioriteringsredskaber, som ser trafik som adfærd og investeringer som rammevilkår herfor. Et visionsarbejde behøver ikke at forsinke investeringer, hvor der er åbenlyse kapacitetsproblemer.

Det er infrastrukturkommissionens store fortjeneste at påpege at en velfungerende infrastruktur er afgørende for samfundsudviklingen. Men infrastrukturkommissionen fejler ved dels ikke at tænke nyt, dels ved ikke at analysere de konkrete muligheder de enkelte infrastrukturprojekter giver for samfundsudviklingen og anvende dem som udgangspunkt for prioritering. Om infrastrukturkommissionens betænkning udtalte trafikministeren at nu har man et redskab mod den jyske lobby. Kommissionen havde levet op til forventningerne. Men reelt er kommissionens forslag en oplistning af de projekter der i forvejen var på dagsordenen internt i trafiksektorens organisationer samt en række enkeltprojekter, som forskellige interessegrupper har fået sat på dagsordenen. Der er kort sagt tale om ”systemtænkning”. Motorvejsnettet skal udvides hvor der allerede er kapacitetsproblemer og banerne skulle moderniseres og opgraderes. I København skal metroen udvides og der skal bygges en havnetunnel og i Århus skal bygges en letbane. Nu er det så op til politikerne at foretage den endelige prioritering. Men de har ikke noget prioriteringsredskab.

Uffe Palludan mener, at betænkningen er et skridt i den rigtige retning, men der er behov for at tage flere skridt. Problemet er at der dels mangler nytænkning der bryder med de eksisterende systemer, dels at der som grundlag for den politiske prioritering mangler en beskrivelse af den mulige samfundsmæssige betydning som de enkelte projekter kan få. En sådan bør omhandle de enkelte trafikanlægs samfundsmæssige betydning på langt sigt. Den bør se infrastrukturer som rammevilkår for samfundsudviklingen. Investeringer i infrastruktur ændrer Danmarks trafikale geografi. Spørgsmålet er hvilken trafikal geografi Danmark skal have? Det er noget andet end blot at sige at det er vigtigt med en velfungerende infrastruktur.

Han fremhæver at det er nødvendigt at udvikle nye redskaber til trafikplanlægningen og ikke blot foreslå traditionel teknokratisk trafikplanlægning. Det er nødvendigt at udvikle et nyt syn på trafik, hvor trafik som hovedregel ikke ses isoleret fra samfundet. Et sådan arbejde vil kunne gennemføres parallelt med den politiske prioritering. Den skal have et meget langt sigt. Prognoser siger pr. definition ikke hvordan virkeligheden vil være om 20 år og er derfor ikke er tilstrækkeligt planlægningsgrundlag. I et langsigtet perspektiv bliver man nødt til at forholde sig til forventninger om hvordan fremtidens samfund vil se ud. Lige som man ikke kan nøjes med at beregne trafikken mekanisk, når det infrastrukturer skaber er åbne muligheder som man kan vælge at udnytte eller ej. Trafik er udtryk for menneskelig adfærd ikke teknik.

Derfor foreslår Palludan Fremtidsforskning at man igangsætter et arbejde der fokuserer på de samfundsmæssige muligheder som de enkelte trafikprojekter åbner op for samtidigt med at man igangsætter investeringer hvor der er åbenlyse kapacitetsproblemer.

Kontakt:
Uffe Palludan
Palludan Fremtidsforskning
Nyhavn 43 st.
1051 København K
tlf: +45 21445366
www.palludan.dk


Palludan Fremtidsforskning er en politisk uafhængig tænketank under udvikling der har som målsætning at sætte fremtiden på dagsordenen i såvel erhvervsliv som samfund.