Fremtidsanalyse

 

Omkring 1970 var fremtidsforskning var et nyt fagområde, der blev udviklet internationalt. Det skulle være grundlaget for langtids- og perspektivplanlægning, som var et must i den periode. I dag arbejdes der ikke længere med langtidsplanlægning, da den samfundsmæssige turbulens tvinger os til at fokusere på det korte sigt. Imidlertid er fleksibilitet og kortsigtet tilpasning til ændringer i omverdensvilkår ikke nok, når man skal tage stilling til langsigtede samfundsmæssige strukturændringer. Her kommer fremtidsanalysen ind i billedet.

Hvad er en moderne fremtidsanalyse? Det gav bogen Øresundsbroens muligheder et svar på. Det var nemlig en bog om meget andet end blot om Øresundsbroen. Det var en bog der anviste en måde for hvordan man kan analysere og forstå store samfundsforandringer som nye teknologier, f.eks. internettet, store politiske beslutninger og begivenheder som f.eks. Berlin-murens fald og store infrastrukturelle anlæg, som f.eks. en Femern Bælt Bro, En Kattegatbro, et opgraderet jernbanenet, en metro.

Bogen var en illustration af det Albert Einstein citat, som er centralt for den måde Palludan Fremtidsforskning arbejder på:

”Fantasi er vigtigere end viden,
for mens viden omfatter alt det som er,
så omfatter fantasi alt det,
som vil komme til at være”

Den var imidlertid også en illustration af at kreativitet ikke er nok. Analyser af nutiden og det emne der undersøges er en central forudsætning for kreativiteten. Derfor definerer Palludan Fremtidsforskning følgende:

”Fremtidsanalyse er vidensbaseret fantasi”

At fremtid ikke er noget man forudsiger, men noget man skaber og at det kræver viden om og analyse af nutiden kombineret med kreativitet at forestille sig en fremtid der afviger fra nutiden er kernen i en fremtidsanalyse. I bogen analyseredes hvad Øresundsområdet var og hvad en bro indebar: At man forbandt to befolkningscentre. I Danmark var der ikke megen viden om hvad Malmö og Skåne var. Man opfattede blot broen som en forbindelse til ”Sverige” og forstod i udgangssituationen ikke at det geografiske strukturskift broen ville skabe kunne indebære at to storbyer i to forskellige lande med forskellige sociale systemer, funktionelt ville kunne blive integreret. Og at det skabte nye muligheder, som man skulle forholde sig aktivt til.

Det var imidlertid ikke nok at erkende mulighederne. De måtte bundfældes bredt i befolkningen, da det var befolkningen de knyttede sig til. Fremtidsanalysens konklusion blev derfor præsenteret i form af ti fremtidsbilleder af hverdagssituationer efter broens indvielse. Der var historien om den sociologistuderende der fulgte et undervisningsforløb, der var sammensat af undervisning i både Lund og København. Der var et eksempel på en dansker, der om sommeren flyttede til sommerhuset på Falsterbo, men beholdt sit arbejde i København. ”Helt ærligt har jeg tænkt på at få et helårshus herovre”, fortalte han. Der var historien om det integrerede arbejdsmarked. Etc.

Sådanne enkle billeder var et redskab til at bryde med mange menneskers nutidsfokusering. Mange mennesker ser nemlig tilværelsen i et statisk lys. Gennem genererationer er vi blevet opdraget til at se fremtiden som noget der blot kommer af sig selv og som man ingen indflydelse har på. Man er et objekt for held eller uheld. Man tænker derfor ikke i fremtid og har meget svært at forestille sig en fremtid der afviger fra nutiden og forholde sig til fremtiden. Fremtidsbillederne gjorde fremtiden virkelig.

Desuden præsenteredes tre scenarier for regionens overordnede fremtid. (I dag er scenario-begrebet desværre blevet noget udvandet, da mange ikke-fremtidsforskere tror at man bare kan slynge et eller andet ud om fremtiden og så kalde det et scenario). De tre scenarier beskrev tre overordnede mulige udviklingsretninger for Øresundsområdets fremtid. En fremtid hvor det politiske system agerede uden af få befolkningen med. En anden fremtid hvor man byggede en bro og man derudover ikke handlede, hvorfor der ikke skete ret meget. Og endeligt en udvikling hvor der udbredtes en forståelse for broens muligheder, hvor de forskellige barrierer for integration blev løst op og markedet herefter skabte en integreret Øresundsregion. Scenarierne blev en understregning af at det er gennem handlinger man skaber fremtid, at man ændrer noget. Men også at handlinger kræver at man forstår de potentialer fremtiden rummer.

Som supplement til de ti små fremtidsbilleder og scenarierne præsenteredes også et konkret eksempel, der skulle gøre den overordnede vision forståelig. The San Francisco Bay Area har man tilfældigvis en geografi der minder om Øresundsområdets. San Francisco Bay er på størrelse med Øresund og på hver side af ”bugten” ligger byer således at København modsvares af San Francisco, Malmö-Lund af Oakland-Berkley, Helsingør-Helsingborg af San Jose, Nordsjælland af Silicon Valley. Men i 1993, da bogen blev skrevet, var San Francisco og Oakland forbundet med en bro, København og Malmö ikke. I 1993 var San Francisco et symbol på fremtidens by, mens København og Malmö ikke var det. Et par dage efter broens indvielse sad nogle unge i Øresundstoget og jeg hørte den ene sige til den anden ”det bliver som i San Francisco”!

Uffe Palludan