Danmarks centrum

Uffe Palludan, fremtidsanalytiker, foredragsholder, Palludan Fremtidsforskning

Det er ikke ret meget man har fået ud af Storebæltsbroen på Fyn set i forhold til de muligheder den gav Fyn – og til dels stadigt giver Fyn.  Odense der engang var Danmarks næststørste by er stille og roligt ved at glide helt ud af horisonten. Svendborg og Sydfyn er blevet et EU-egnsudviklingsområde (et såkaldt mål 2 område). Hvad er det egentligt der er sket med Fyn – og hvad kunne der være sket?

Frem til for ti år siden (før broens indvielse) oplevede Fyn en række problemer, der knyttede sig til at det ikke længere var vand, dvs. havet, der knyttede mennesker sammen, men derimod land. Svendborg, Marstal, Thurø lå engang centralt i Danmark, da vandet knyttede mennesker samen, men blev nu marginaliseret. Danmarks centrum var engang de indre danske farvande og havnebyerne de danske vækstcentre. Vestjylland lå til gengæld helt ucentralt.

I 1980erne og 1990erne var det imidlertid anderledes. Det ytrede sig i at Fyns byer oplevede afindustrialisering og tilbagegang, samtidig med Jylland oplevede ny-industrialisering og vækst. Jernbaner, hovedveje og broer – bortset fra den over Storebælt – knyttede mennesker og økonomisk udvikling sammen. Jylland blev tæt knyttet til det tyske marked. Resultatet var på den ene side at der flyttet rundt på hvad der var centre og periferi og  på den anden side at Danmark blev et delt land, bestående af to regioner som da også helt uden hjælp fra brandingeksperter blev navngivet som Østdanmark og Vestdanmark fordi de beskrev virkeligheden.  Nyborg lå i Vestdanmark, Korsør i Østdanmark. Noget ingen 100 år tidligere ville have fået sig selv til at hævde. Dengang var Nyborg en by i det østlige Danmark.

Frem til Storebæltsbroens indvielse udviklede Fyn sig gradvist til et jysk udkantsområde. Transportgeografisk var Fyn i lighed med Djursland en jysk halvø. Det vestdanske center var det store trekantsområde: Kolding – Århus – Herning. Udkantsområder i den vestdanske region var foruden Fyn og Djursland, Nord- og Nordvestjylland.

Med Storebæltsbroen ændredes de transportgeografiske rammevilkår for Fyns udvikling imidlertid meget positivt. Men med rammevilkår er det således at det kræver aktiv handling, hvis de skal udnyttes.

Med Storebæltsbroen blev de to danske regioner forbundet og ville smelte sammen til en region. De to centre: det store trekantsområde og København ville blive trukket mod hinanden og Fyn ville fra at være en jysk udkant blive den nye regions geografiske centrum. Og sådan gik det også. Fokus i det vestlige Danmark har i højere grad rettet sig mod Lillebælt mens det østlige Danmark har det rettet sig fra Nordsjælland mod syd mod aksen mellem Storebælts- og Øresundsbroerne. Men Fyn fik ikke meget ud af udviklingen.

Først var der temaparken der ikke blev til noget. Så var der TV2 som Odense fik som kompromis i en magtkamp mellem København og Århus uden at ville noget med stationen. Så var der banegårdscentret som blev til en varmestue for unge og synliggjorde Vollsmoses problemer og råbt ud i Danmark af TV, så Odense nærmest blev synonym med det i øvrigt delvist fordrejede billede af Vollsmose. Så var der universitetet som blev til Syddansk Universitet, hvad alle hører som Sydjysk Universitet, da Syddanmark efter tabet af Sydslesvig er Lolland-Falster, mens Odense forsvandt ud af horisonten som universitetsby. Så kom strukturreformen. Fyn kom til at indgå i en region Syddanmark, men  Odense blev ikke ”hovedstad” i denne region. Det blev i stedet Vejle. Så kom Kommunesammenlægningerne og Aalborg kommune overhalede Odense som Danmarks tredjestørste kommune, hvilket hurtigt vil blive udlagt som at Aalborg er Danmarks tredjestørste by. Billedet af Odense som en blandt mange danske provinsbyer, der ikke er noget særligt tegner sig tydeligt i horisonten.

Men det kunne være gået anderledes og det kan det for så vidt stadigt.

Først skulle man have erkendt  at Fyn er Danmarks centrum. Længe hørte man fynske politikere tale om Vestdanmark, længe efter det var en transportgeografisk anakronisme. Man fornemmede nærmes at man på Fyn frygtede København og Sjælland i stedet for at se nærheden dertil som en enorm mulighed. Man skulle have satset på at udvikle en Storebæltsregion, der kunne have indgået i den nye kommunestruktur.

Dernæst skulle man have erkendt  at vi lever i et mobilt samfund, hvilket betyder at Odense er Fyn og Fyn er Odense. Det tager kun ca. 20 minutter at køre fra de fynske købstæder til Odense. Man kunne derfor uden overdrivelse sige at Fyn er lig Storodense, der dermed reelt er større end Storårhus. Kort sagt: man skulle have brandet Odense som hovedbyen i Storebæltsregionen, Danmarks næststørste by, placeret i Danmarks centrum  og satset på lufthavnen i Danmarks centrum og byens universitet som en del af Øresundsuniversitetet. Men sådan skulle det ikke gå, men meget kan stadigt nås hvis man vil.