Palludan Fremtidsforskning


Nyhavn 43 st. 1051 København K. Tlf. +45 21445366. Email: up@palludan.dk



Til download


(C) 2007 www.palludan.dk


En miljø- og industripolitisk satsning?

Kort før valget blev udskrevet kunne medierne bringe en interessant historie. Det hed sig, at et internationalt konsortium var interesseret i at udvikle København til en el-bil by. Forskellige politikere blev interviewet og var positive, men så blev valget udskrevet og man hørte ikke mere om den sag. Der er imidlertid al mulig grund til at se lidt på perspektiverne, måske ikke det konkrete forslags, men se på mulighederne for at udvikle København eller Danmark som et storskala eksperimentarium for ny miljøvenlig bilteknologi. Det kunne faktisk blive grundlaget for en national industripolitisk satsning, men det forudsætter at den nye regering tænker stort. Det forudsætter at staten går i direkte samarbejde med bilindustrien. Det må ikke blive et nyt dansk ellert-eventyr.

Sagen er, at de danske bil- og benzinafgifter indirekte kan vise sig at blive en nationalt strategisk chance for Danmark, der kan udvikle sig til et globalt udviklingscenter for ny bilteknologi.

Under valgkampen stod det klart at der nu er opstået en enighed om klimaproblemernes alvor. Samtidig er olieprisen nået op på et niveau omkring 100 dollar pr. tønde, et niveau som man må antage vil blive permanent. Det politiske fokus sammenholdt med den høje energipris må antages at føre til ny forskning i udvikling af nye energiteknologier i bl.a. transportsektoren, f.eks. el-biler.

Det er her de danske afgifter er interessante for ved at afgiftsfriholde biler med nye energi-teknologier kan de konkurrere med konventionelle biler. Pointen er jo, at de danske bilafgifter er verdens højeste og benzin afgifterne også er i top. Derfor har Danmark unikke muligheder. En test-bil til 400.000 kr. vil kunne sælges til samme pris som en konventionel bil til 100.000. Det er ikke muligt andre steder i verden.  Samtidigt har Danmark lige netop størrelsen til at udgøre et egnet testmarked.

 Ved at regeringen designer afgifterne – og lover at fastholde dem i en årrække -så de er i overensstemmelse med ønsket om at udvikle Danmark til udviklings- og testcenter for miljøvenlige biler vil man givetvis kunne udvikle såvel underleverandørindustrier, som Danmarks profil.  Det vil forudsætte samarbejde mellem opposition og regering, EU og tæt kontakt med en eller flere af de store bilkoncerner.

Det er en oplagt opgave for det kommende infrastruktur- og energiministerium at tænke dette scenario igennem.