Nytår 2017:

Fremtidsforskningen har svigtet

Vi skal ikke mere end godt ti år tilbage i tiden før Danmark havde et af verdens stærkeste fremtidsforskningsmiljøer. I 1990er var vi en række fremtidsforskere, der igen og igen satte dagsordner:

Bare for at nævne nogle få:

dagsordenen for den danske debat om det indre marked

dagsordenen for den danske debat om digitaliseringens muligheder

dagsordenen for udviklingen af Øresundsregionen

dagsordenen for debatten om immaterialisering og storytelling

og først og fremmest satte vi dagsordenen for en generel forståelse af, at vores samfund var i et vadested mellem en gammel og en ny samfundslogik og at vi befandt os midt mellem to samfundsformer.

Siden blev vi fremtidsforskere spredt for alle vinde og nu skriver vi 2017 og kan se tilbage på et  annus horribilis, hvorefter verden ikke længere er den samme.

.

Brexit og valget af Trumph har skabt en udbredt usikkerhed og fremtidsfrygt, tale om det postfaktuelle samfund og en snak om modsætningen mellem folk og eliter. Men hvor er fremtidsforskerne?

Sagen er, at de er blevet tavse, men de har stadig nøglen til at skabe forståelse for, hvad der sker – og handle på det. Helt grundlæggende befinder samfundet sig nemlig fortsat ved skillelinien mellem de to samfundsmæssige logikker og det er i lyset deraf, man kan forstå 2016.

Det nye er, at der er ikke bare tale om at den nye logik afløser den gamle, sådan som f.eks. Alvin Toffler beskrev det som to bølger, der slår ind på en strand, hvor den ene afløser den anden, når den bryder igennem den førte. Der er tale om den første bølge slår igen. Den giver ikke op. Selv om den er dømt til at tabe. Det er Brexit, det er Trump udtryk for. Men globaliseringen fortsætter. Mails med 3D-printskabeloner sendes jorden rundt. Man kan for et beløb på et par danske timelønninger rejse jorden rundt. Information om det globale kaos er ikke bare tilgængeligt for alle, man kan ikke undgå at blive konfronteret med tragedier, naturkatastrofer, krige og hungersnød som man for år siden aldrig ville have hørt om, selv om der også dengang var virkelighed. Verden trænger sig ind i den enkeltes liv.

Her har vi så den gamle logik, de traditionelle statisk tænkende samfund, hvor udvikling opfattes lineær og hvor værdier er faste og vækst er ”mere af det samme”. Samfund, der definerer tryghed, som det der er og mere tryghed som mere af det der er.

På den anden side har vi ”forandringens vinde”, der blæser fordi der, når der er vækst skabes er plads til det nye, som former fremtiden som et forandringernes samfund. Der er vækst bestemt ikke er mere af det samme,  men mindre af det, suppleret med og erstattet af noget nyt og noget andet, som de traditionelle samfund ikke forstår og derfor kun oplever som tab.

Det er skismaet. Rigtigt mange mennesker opfatter fremskridtet som mere af det, der er, men de oplever, der bliver mindre og mindre af det, mens andre i offentligheden taler om  de  spændende nye udfordringer, som de traditionelt tænkende simpelthen ikke kan rumme. Der er grundlaget for at tale om konflikten mellem folket og eliten, en tale der giver det traditionelt tænkende ”folket” er en oprejsning i en verden det ikke forstår.

Truslen for det statisk tænkende menneske er ikke eliten, men forandringen i sig selv! Men ud fra et statisk tidssyn er der ikke plads til at forstå, at alle har et ansvar for egen fremtid. Så når det så ikke magter at tage ansvar, er det så meget des lettere at sige alle problemerne er ”elitens” skyld. Er de ”kulturradikales” skyld. Er ”mediernes” skyld. Er ”kunstnernes” skyld. Er ”indvandrernes” skyld. Er de ”miljøkritikens” skyld. Er ”økologiens” skyld. Alle er de fredsforstyrrere, der påpeger, at vi er ophørt med at leve i det traditionelle statiske samfund.

Hvad statisk livsopfattelse egentligt handler om fik jeg engang skåret ud i pap af en bekendt, der som nyuddannet socialrådgiver skulle hjælpe en arbejder med at finde et job. Stolt fortalte hun ham, at hun kunne tilbyde ham efteruddannelse. Men i hans statiske opfattelse var hendes tilbud om efteruddannelse ikke et skridt på vejen til at få et nyt og anderledes og måske bedre job. Det var klar udmelding om, at hun ikke kunne hjælpe ham. Slut.

Der står vi i dag ved indgangen til et nyt år. Tilværelsen er for mange et sted, hvor man som et viljeløst objekt er havnet. Eneste vej til et bedre liv er held, at vinde i lotteriet, mens forandringens trusler tårner sig op: klimavrøvl i Danmarks Radio, østarbejdere, muslimer, mexikanere, kultur og økologi, kulturradikalister. Hvorfor sender de ikke noget god underholdning som folket forstår? Og det gør DR så og cementerer dermed problemerne.

Det nye var det Alvin Toffler kaldte ”den tredje bølge”, som vi kaldte ”søjle tre logik” og siden ”The Dream Society”. Et samfund, der var nået hinsides den materielle behovstilfredsstillelse. Et videns- og informationssamfund, hvor der ikke var brug for de, der ikke fik en uddannelse, da den industri, der skulle give dem arbejde ikke ville længere ville skabe jobs. Et samfund, hvor der ikke ville være fælles materielle samlende værdier, men et spredende individualistisk samfund præget af diversitet og manglende autoritetstro. Et grønt samfund, hvor individet ville realiserede sig selv. Kort sagt en masse politiske udfordringer at forholde sig til, hvis også fremtiden samfund skulle være i balance.

Man kunne kalde det samfundsmæssig disruption. Når forandringen vinde blæser, rejser nogle læhegn, mens andre bygger vindmøller. Nogle holder fast i det kendte, f.eks. det danske landbrug, der blev skabt som et svar på kornkrisen i 1870erne og som blev udviklet som en industri, der nu i det postindustrielle samfund, hvor forbrugerne dag for dag efterspørger lidt mere af noget andet, som må importeres, men som kunne have været produceret i og givet Udkantsdanmark det løft, det har brug for. Det er det disruption i virkeligheden handler om, at en ny logik stille og roligt undergraver den gældende. Og at de der reprøsenterer den gamle logik er blinde overfor udviklingen, som f.eks. dansk landbrug.

Disruptionsrådets opgave burde være at advare mod ethvert krav om at sætte læhegn op når forandringens vinde blæser. Det handler om at kunne forholde sig til forandring og usikkerhed. Disruption handler ikke bare om digitalisering, der for ti år siden var nutid.

Alt dette og meget mere er et spørgsmål om fremtidsforskning. Fremtidsforskning handler om at sætte fremtiden på dagsordenen for ellers kommer fortiden det. Det er det, vi så i 2016 og derfor svigtede fremtidsforskningen fatalt i både Danmark og udland i 2016.

  Bangkok den 31. dcember 2016

Uffe Palludan

Om fremtidstænkning

Gennem mere end 25 år har jeg arbejdet med fremtidsforskning, som jeg foretrækker at kalde fremtidstænkning. Fremtiden er nemlig ikke (endnu) og man kan ikke forske i det som ikke er. Til gengæld er fremtiden påvirkelig og det at man ikke kan forske i fremtiden betyder ikke at man ikke kan overveje hvilke muligheder og risici den rummer. Det er det fremtidstænkning handler om. At gøre sig forestillinger om hvordan fremtiden kan blive med henblik på at skabe et grundlag for at træffe de bedst mulige beslutninger med henblik på at påvirke og skabe fremtiden.

Formål og ide

Fremtidsforskning har til formål at give virksomheder, organisationer og politikere et grundlag til at formulere langsigtede mål og strategier.Derforl analyseres nutiden, historien og igangværende udviklingstendenser - alt det som er.

Men eftersomt fremtiden ikke eksisterer er analyse af det som eksisterer ikke nok. Kreativitet er derfor lige så vigtig som analyse. Kunsten er at forene de to ting: Fremtidsforskning er vidensbaseret fantasi. Albert Einstein formulerede det: ”Fantasi er vigtigere end viden, for mens viden omfatter alt der som er, omfatter fantasi alt det som vil komme til at være”. Fremtidsforskning er vidensbaseret fantasi.

Fremtiden er usikker og ukendt, dels fordi verden udvikles i et kaos, dels fordi den skabes af os selv. Derfor har vi også et ansvar for fremtiden. Vi er nødt til at beskæftige os med den, selv om den er usikker, for at kunne skabe den ønskede fremtid.

Palludan Fremtidsforskning arbejder med systematiserede fremtidsbeskrivelser af den omverden, som vi ikke har indflydelse på. Fremtidsbeskrivelserne omhandler ikke direkte virksomhedens eller organisationens egen fremtid, men den sammenhæng den skal indgå i i femtiden. Hvordan virksomheden eller organisationen skal forholde sig til de mulige fremtider er strategi og politik. Fremtidsbeskrivelserne er et redskab til formulering af strategi og politik og de skal åbne op for kreativ og visionær tænkning. De er dermed ikke et forsøg på at forudsige fremtiden! Denne måde at forholde sig til fremtiden på er oprindeligt udviklet til militær strategilægning: Angriber fjenden på nord- eller vestfronten? Det er to forskellige fremtider. Hvad skal vi gøre hvis fjenden angriber? Det er strategi.

Fremtidsforskning handler om omverden. Diskuterer man en given virksomhed vil man normalt hurtigt komme til at diskutere dens dagligdags problemer, f.eks. kunderne, medarbejderne, økonomien, produkterne, kort sagt: ”indverdenen” og alle de problemer der knytter sig til den - her og nu. Men diskuterer man virksomhedens fremtid vil man helt automatisk gå et skridt videre: Hvordan ser den verden virksomheden vil befinde sig i ud om ti år – og hvilke krav stiller det? Kort sagt: omverdenen. Fremtidsperspektivet åbner op for omverdensperspektivet. Fremtidsforskning er dermed også omverdensstuder.

Fremtidsbeskrivelserne er helhedsbilleder af fremtiden, dvs. af samspillet mellem holdninger, økonomi og samfund, teknologi og politik. De formuleres på baggrund af viden om og analyser af de igangværende udviklinger i samfundet, historien samt mangeårige erfaringer med at arbejde med fremtidsforskning. De formuleres som værende logisk stringente, hvad virkeligheden sjældent er. Fremtidsbeskrivlserne er derfor ikke et forsøg på at forudsige, men et arbejdsredskab til at formulere strategier med henblik på at forme fremtiden.

Netop fordi fremtiden er usikker formidles fremtidsforskningens resultater ikke bare i tørre rapporter, men også gennem inspirerende foredrag, hvor tilhørere provokeres til selv at tænke i fremtid og dermed få et andet syn på virkeligheden.